SPONSORERET – det anvendte garn Mayflower Easy Care Classic Cotton Merino er sponsoreret af Mayflower.dk i en #pindeven kasse – garnet kan f.eks. købes hos rito.dk.

Dette er et meget simpelt tubetørklæde, da det kun består af fastmasker og luftmasker. Det er lavet i et mønster der hedder vaffel, som gør tørklædet luftigt med hullerne, selvom der anvendes tykt garn.

Tørklædet måler ca. 33 cm i bredden og skal blive ca. 130 cm langt for at kunne nå to gange om halsen.

Materialer:

Materialelisten indeholder reklame i form af direkte henvisning til de benyttede materialer.

Forkortelser:

lm = luftmaske

fm = fastmaske

rk: række

2lfmsm = 2 lange fastmasker sammen*

*Laves ved at indsætte nålen det angivne sted, trække garnet igennem (2 løkker på nålen), indsætte nålen i masken ved siden af og trække garnet igennem (3 løkker på nålen). Slå herefter garnet om nålen og træk igennem 2 løkker, slå garn om og træk igennem de sidste 2 løkker.

Tubetørklædet:

Slå 55 lm op (du kan vælge at lave flere eller færre, alt efter hvor bredt du ønsker tørklædet – du skal enten +/- et LIGE antal masker).

rk 1: Begynd i 3. lm fra nålen, *2 lfmsm, 1 lm* gentag rækken hen, lav 1 fm i sidste lm og vend med 2 lm.

Begynd i 3. maske fra nålen og træk garnet igennem.
Indsæt nålen i næste maske og træk garnet igennem.
Slå garnet om nålen og træk igennem to løkker.
Slå garnet om nålen igen og træk nu igennem de sidste to løkker.
Dette er en færdig 2lfmsm.
Lav 1 lm.

rk 2: Lav 2lfmsm henover fm og den efterfølgende lm, *1 lm, 2lfmsm (stik nålen gennem midten af 2lfmsm fra forrige række og lm efter)* gentag rækken ud til sidste 2lfmsm, lav nu 1 lm, 1 fm, vend med 2 lm.
– Kom ned i vendemaskerne, når du laver sidste fm for at få en pænere kant.

Efter nogle rækker ser arbejdet således ud.

Fortsæt med rk 2 indtil tørklædet måler 130 cm.

I den sidste række laver du IKKE 2 lm, men blot 1 og laver 1 fm i hver maske rækken hen.

Her ses den sidste række med fm.

Hækl nu tørklædet sammen med km.

Hækl tørklædet sammen med km og lad dette blive indersiden af dit tørklæde.

Dit tubetørklæde er nu færdig!

Jeg håber du er tilfreds med det færdige resultat og opskriften. 

God hæklelyst! 

/Anna 

Jeg vil meget gerne se dit færdige resultat og du kan enten tagge eller linke til min profil på Instagram eller bruge hashtagget #annaskjemt eller #annastubetørklæde.

Copyright: 

Opskriften er kun til privat brug. Opskriften må ikke sælges eller kopieres til videregivelse, men du må meget gerne linke til min blog eller min Instagramprofil @annaskjemt.  Det færdige produkt må derimod gerne sælges, så længe du henviser til mig som designeren.