Dagen før nytårsaften havde jeg en dreng som mente, at han skulle have en butterfly på til nytårsaften.
Der findes allerede flere fine opskrifter på en hæklet butterfly, men ingen hvor selve remmen ikke krævede noget stof eller elastik.
Jeg har fundet inspirationen hos sinesmed.dk – da jeg tidligere har hæklet en voksen butterfly ud fra hendes opskrift.

Derfor har jeg designet en børnebutterfly med en hæklet rem, hvor det er muligt at regulere den i størrelse. Derfor vil jeg tro den kan bruges fra str. 2 år og til måske omkring 10 år.
Du kan som altid finde diverse materialer hos rito.dk

Materialer:

Materialelisten indeholder reklame i form af direkte henvisning til de benyttede materialer. Reklamelinks er med til at betale for hjemmesiden og muligheden for gratis opskrifter. Det koster ikke dig noget at benytte disse links!

  • Hæklenål 2,5
  • ½ nøgle Drops Safran
  • Knapper str. 10 mm eller 12 mm
  • Synål

Forkortelser:

lm = luftmaske

fm = fastmaske

rk = række (hækles frem og tilbage)

m = maske

km = kædemaske

** = skal gentages det givne antal gange

(x) = antallet af masker efter omgangen/rækken

Butterflyen

Butterfly:

Slå 13 lm op (bredden skal være ca. 4,5 cm)

Begynd nu i 2. maske fra nålen med en fm og lav fm rækken ud (12)

*1 fm i hver, vend* (12) – gentag dette indtil dit stykke måler ca. 20 cm.

Sidste række laves der ikke en lm til sidst.

Klip en lang tråd, så der er nok til at sy butterflyen sammen.

Halsrem:

Slå 5 lm op (når du laver din løkke, så sørg for at have en lang tråd til hæftning)

Begynd i 2. lm fra nålen og lav en fm i hver (4)

*1 fm i hver, vend med 1 lm* – gentag indtil du har ca. 27 cm

Nu skal der laves knaphuller:

1. rk: 1 fm, 2 lm, spring 2 m over, 1 fm, vend med 1 lm

2. rk: 1 fm, 2 fm om de 2 lm, 1 fm, vend med 1 lm

3. rk: 1 fm i hver

Gentag 1.-3. rk. 4 gange (færre eller flere alt efter ønsket størrelse)

Afslut med en ekstra række med 1 fm i hver.

Klip en lang tråd til hæftning.

Alternativ (til større knap end 10 mm):

I stedet for at hækle til de ca. 27 cm kan du måle omkring dit barns hals, så du har en præcis størrels. Hækl så ca. ½-1 cm ekstra og afslut din rem ved at lave en løkke således:

2 km, 20 lm, 2 km

Dette vil give dig en km i hver maske, hvor du så får en løkke af lm, som du kan tage om knappen til sidst. Hvor stor løkken skal være kan dog afhænge af knapstørrelse! Skriv gerne en kommentar, hvis du afprøver dette 🙂

Midten af butterfly:

Slå 5 lm op (når du laver din løkke, så sørg for at have en lang tråd til hæftning)

Begynd i 2. lm fra nålen og lav en fm i hver (4)

1.-19. rk: *1 fm i hver, vend med 1 lm*

20. rk: 1 fm i hver

Klip en lang tråd til hæftning

Montering

Fold butterflyen på midten og sy enderne sammen.

Når du skal montere butterflyen skal du først sy de to ender sammen på det store stykke af butterflyen, som vist på billedet.

Herefter skal du bukke butterflyen sammen på midten og sy den sammen, så den ligner en klassisk butterfly. Du kan binde de to ender sammen på bagsiden. Dette kommer alligevel ikke til at kunne ses, når midterstykket kommer på.

Sy en knap på i den modsatte ende af knaphullerne.
Din butterfly er nu færdig!

Jeg håber mine beskrivelser til opskriften giver mening og ellers er du altid velkommen til at sende en mail eller skrive til mig på Instagram. Jeg prøver at svare, så hurtigt jeg kan.

God hæklelyst! 

/Anna 

Jeg vil meget gerne se dit færdige resultat og du kan enten tagge eller linke til min profil på Instagram eller bruge hashtagget #annaskjemt eller #hækletbørnebutterfly 🙂

Copyright: 

Opskriften er kun til privat brug. Opskriften må ikke sælges eller kopieres til videregivelse, men du må meget gerne linke til min blog eller henvise min Instagramprofil @annaskjemt.  Det færdige produkt må derimod gerne sælges, så længe du henviser til mig som designeren.